Rosacea

Rosacea

Oplever du kronisk rødme og udbrud af knopper i ansigtet? Rosacea er en almindelig hudsygdom, som rammer midaldrende og ældre personer. Her får du et indblik i udviklingen af rosacea samt hvordan den kan behandles.

Rosacea

Det er ikke unormalt at kunne rødme. De fleste af os oplever at få varme kinder i forbindelse med en følelsesmæssig situation, motion, alkohol samt varme eller kulde.

Rødme i ansigtet aftager dog typisk relativt hurtigt igen. Hvis dette ikke er tilfældet og rødmen er mere kronisk, kan det være et tegn på, at du er ved at udvikle rosacea. Rosacea vil typisk begynde som tiltagende rødme og derefter udvikle sig.

Oplever du kronisk rødme og har udvidede blodkar og knopper i ansigtet? Dette kan være symptomer på rosacea.

Læs videre her, og bliv klogere på hudsygdommen, samt hvordan den kan behandles.

Hvad er rosacea?

Rosacea er en hudsygdom, nærmere betegnet en kronisk inflammatorisk hudlidelse, som primært rammer den centrale del af ansigtet. Sygdommen giver ujævn hud med rødme, karsprængninger og knopper primært i panden samt på næsen og kinderne.

Rosacea kommer i flere stadier, der identificeres således:

Forstadie:
Ved forstadiet er der nogle tegn og symptomer, du kan være opmærksom på, som kan indikere, at du er ved at udvikle rosacea. Dette stadie vil typisk forløbe over flere år, med periodiske udbrud af rødme og varme i ansigtet. Udbruddet vil typisk opstå som følge af f.eks. varm og stærkt krydret mad eller ved en oplevelse af stress, kulde eller varme.

Første stadie:
Ved det første reelle stadie af hudsygdommen vil du opleve, at rødmen er tiltagende og kronisk, særligt i panden samt på kinder og næse. Derudover vil små blodkar på kinder og næse udvide sig, og blive særligt synlige.

Andet stadie:
Det andet stadie af hudsygdommen er meget lig det første. Her vil du opleve vedvarende rødme, samt en udvikling af røde og gule knopper, som er betændte. Der vil typisk opstå en følelse af prikken og stikken i huden.

Tredje stadie:
Det tredje og sidste stadie af hudsygdommen er det samme som ovenstående, blot kraftigere. Der kan eventuelt opstå knudeagtige fortykkelser og hævelser i ansigtet. Nogle vil udvikle irritation i øjnene, hvorved der opstår betændelse i selve øjnene eller ved øjenlågskanten.

De fleste vil opleve, at rosacea aftager efter nogle år. Typisk vil hudsygdommen efterlade kronisk rødme og udvidede blodkar.

Hvem rammer rosacea?

Rosacea rammer både mænd og kvinder –dog hyppigere kvinder. Det er særligt hyppigt hos midaldrende og ældre personer og starter som regel i 30-års alderen. Det kan være en stigmatiserende hudsygdom, der ofte bliver fejlfortolket som betinget af usund livsstil eller et for højt alkoholindtag. Hverken alkohol eller usund mad er dog afgørende faktorer for at få rosacea, men det kan forværre udbruddet.

Hvorfor får jeg rosacea?

Det er flere faktorer der kan medvirke til at du udvikler rosacea. Ofte skyldes det en kombination af arv og miljø. Det er ikke muligt at forhindre at den opstår. Der findes dog en række faktorer, som kan have en indvirkning på, hvorvidt lidelsen forværres:

  • Sollys
  • Alkohol
  • Stress
  • Varm mad og drikke
  • Stærke krydderier
  • Langvarig brug af cremer med binyrebarkhormon i ansigtet
  • Medicin, som udvider blodkar – f.eks. medicin mod højt blodtryk

Tegn og symptomer på rosacea

Der er nogle generelle symptomer, som kendetegner rosacea. Du behøver ikke opleve alle symptomer, for at få stillet diagnosen. I sjældne tilfælde kan rosacea ses på halsen, brystet, ørene og hovedbunden.

Primære symptomer:

  • Rødme og flushing
  • Kronisk rødme
  • Ujævn hud
  • Udvidede blodkar
  • Aknelignende knopper
  • Brændende og stikkende hud

Sekundære symptomer:

  • Øjen irritation
  • Tørhed i ansigtet
  • Forstørret næse – rhinofyma
    Hævelser i huden

Behandling af rosacea

Ved behandling af rosacea, er det i første omgang vigtigt, at patienten er informeret omkring de provokerende faktorer. Herefter vil der ofte være behov for en medicinsk behandling i form af cremer eller tabletter, som virker effektivt hos de fleste.

Når der er ro i huden kan de udvidede blodkar og forstørrede talgkirtler på næsen, kinderne og i panden behandles med laser og IPL. Laser- og IPL-behandlinger kan hjælpe patienten med at genvinde en mere ensartet og smuk hudstruktur.

Lider du af rosacea?

Som du kan læse, er der typisk ikke nogen specifik forklaring på hvorfor det netop er dig der har udviklet rosacea. Hvis du har formodninger om, at du lider af rosacea, er det vigtigt, at du i første omgang undgår de faktorer, som kan  forværre sygdommen. Derefter bør du kontakte en hudlæge, der kan planlægge et behandlingsforløb, som er tilpasset dig. 

Hvis du ønsker en medicinsk eller kosmetisk behandling af din rosacea, står  vores lille hold hos Adeas klar med professionel vejledning.Vores hold består af en hudlæge og en dermatologisk og kosmetisk sygeplejerske, der i fællesskab med dig, vil sammensætte et behandlingsforløb tilpasset dine behov. 

Du er velkommen til at læse mere om vores laser- og IPL-behandlinger der giver en mere ensartet hud, eller kontakte os hvis du er interesseret i at vide mere.

Der er lukket for kommentarer.