Korsbåndsskader 

Korsbåndsskader 

Hvad er en korsbåndsskade? Hvad er symptomerne? Hvordan behandler man korsbåndsskader? Dét og meget mere kan du blive klogere på i dette indlæg.

Korsbåndsskader 

Har du beskadiget dit korsbånd? Et overrevet korsbånd er en af de hyppigste idrætsskader. Der er to forskellige måder at behandle en korsbåndsskade på. Du kan enten genoptræne knæet uden en operation, eller genoptræne det efter en operation. Her får du et indblik i årsagen til korsbåndsskader, samt de mulige behandlingsmetoder. 

Hvad er en korsbåndsskade?

I begge knæ er der to korsbånd. Et forreste og et bagerste der krydser hinanden -herfra navnet korsbånd. Der opstår hyppigst skader på det forreste korsbånd. Begge korsbånd sidder midt inde i knæet. Det forreste korsbånd forhindrer at underbenet kan glide fremefter og bidrager samtidig med at stabilisere knæet ved roterende bevægelser. Det bagerste korsbånd er ca. dobbelt så stærkt som det forreste, og forhindrer at underbenet glider bagud. 

En skade på korsbåndet er en ledbåndsskade inde i knæet, som medfører at det bliver ustabilt. Sådan en skade opstår typisk når man laver et vrid i knæet f.eks. i forbindelse med en håndbold finte, hvor der sker en rotation inde i knæet. 

Skaden kan både optræde isoleret, men det er meget almindeligt at der samtidig opstår andre skader i knæet f.eks. på menisken, ledbrusken, Knoglen under brusken, sideledbåndet og ledkapslen. Derudover ser man også på, om det er en komplet skade med total overrivning af korsbåndet eller en inkomplet skade med en delvis overrivning (forstrækning). 

Når du vrider knæet, vil du typisk opleve smerte med det samme. Knæet vil i løbet af kort tid hæve op, og efter få uger falde til ro igen. Dette efterlader dog en løshed af knæet. Her vil du kunne fornemme, at skinnebenet skrider i forhold til lårbenet, eller at knæet knækker sammen. 

Hvordan behandler vi en korsbåndsskade?

Langt de fleste korsbåndsskader i Danmark bliver ikke opdaget med det samme. Når knæet hæver op som følge af en skade, er det meget normalt at vælge at se tiden an. Andre vælger at gå til lægen eller at tage på skadestuen, hvor rådet også oftest lyder på at se tiden an, da knæet kan være svært at teste på, når det er hævet. 

Hvis man konstaterer at det er en korsbåndsskade, vil man i de fleste tilfælde køre et specifikt genoptræningsprogram hos en fysioterapeut, hvor fokus er at gendanne knæets stabilitet. Hvis knæet ikke forbedrer sin stabilitet som følge af genoptræning, ser man på, hvorvidt det er en løsning at operere det.

For personer med et højt krav til knæ aktivitet – typisk folk der dyrker meget sport og specielt sport med retningsskift som fodbold, håndbold, squash, badminton, paddletennis mm – vil det være svært og risikabelt at vende tilbage til sporten eller arbejdet uden at blive opereret. Dog kan en del genoptrænes uden at opereres, men frarådes så at fortsætte risiko aktiviteter

Vi anbefaler derudover ikke at operere umiddelbart på børn, da de stadigvæk vokser, og knæet dermed vil ændre sig. Børn bør så vidt det er muligt blive genoptrænet, og vejledes mhp fremtidig sport og måske operativ behandling nu eller senere.

Hvornår kan jeg vende tilbage til min sport?

Hvornår du kan vende tilbage til din sport afhænger selvfølgelig af hvilken behandling du har fået, er du opereret eller behandlet alene med genoptræning, og hvilken sport du dyrker. Hvis du har en isoleret korsbåndsskade, uden menisk- eller bruskskader, anbefaler vi gerne folk, at de begynder at løbe efter tre måneder.

Efter seks måneder kan man begynde at gå med i træning i sportsgrene, der har elementer af retningsskift, vendinger, landinger og kontakt. Det kan f.eks. være til fodbold, håndbold eller lignende aktivitet. Hvad angår kamp og turneringer anbefaler vi, at man venter op til 9-12 måneder. Efter 9 måneder ved vi, at risikoen for en ny skade på det opererede korsbånd vil være markant reduceret, hvis man har fulgt sin genoptræning korrekt. For elite sportsfolk kan forløbet være anderledes.

De fleste vil opleve at knæet føles anderledes efter operationen, i hvert tilfælde i en periode. Det er derudover også meget normalt at opleve ubehag ved at sidde på hug eller ligge på knæ efterfølgende. 

Det sker ofte, at man kan læse i aviserne om fodboldspillere, der er tilbage efter blot et halvt år, hvilket rigtigt nok sker. Det er dog vigtigt at huske på, at de både løber en stor risiko samt bruger markant længere tid på at genoptræne flere gange dagligt, hvilket ikke alle har mulighed for.

Hvordan foregår en operation?

En korsbåndsoperation foregår ved, at man høster et nyt korsbånd fra patienten selv. Det sker ved, at man låner væv fra et andet sted på kroppen. Der er flere steder man kan låne væv fra, som efterfølgende klarer sig fint. Der vil dog være præferencer, afhængig af hvilken sport man forventer at vende tilbage til. 

Ved fodboldspillere vil man typisk vælge sener, der sidder på forsiden fremfor bagsiden af knæet. Hvis du er tømrer og ligger på gulvet hele dagen, skal du modsat ikke have lavet noget på forsiden af knæet, da dette ofte vil gøre ondt når du hviler direkte på knæet. Her vil man i stedet vælge sener fra baglåret til det nye korsbånd. Der er andre muligheder og Derfor vil valget af væv være en individuel snak om, hvad du forventer at vende tilbage til og hvad der passer bedst til dig.

Kan jeg forebygge en korsbåndsskade?

Det kan være relativt svært at forebygge en korsbåndsskade, da de oftest opstår i forbindelse med kontaktsport. Det er altså svært at forebygge at man bliver sparket ned i en fodboldkamp eller skubbet i en håndboldhal. 

De korsbåndsskader, der sker uden kontakt, kan man dog forebygge. Dette kan f.eks. ske gennem landings træning, som er en teknik, der ofte bliver benyttet i håndbold. Her er fokus på hvordan benet og foden rammer jorden, og hvordan man efterfølgende falder. Derudover er generel muskeltræning vigtigt. Nogle muskelgrupper kompenserer korsbåndet bedre end andre, hvilket der selvfølgelig er fokus på.

Oplever du smerter i knæet?

Som du kan læse, er der flere årsager til at en korsbåndsskade kan opstå. Hvis du oplever, at dit knæ er hævet, er det vigtigt at du opsøger kvalificeret behandling. En dygtig læge i idrætskirurgi kan vejlede dig i dine behandlingsmuligheder samt guide dig i, hvordan du bedst forholder dig til skaden. 

Hos Adeas står vores dygtige hold af idrætslæger på Kysthospitalet klar til at hjælpe dig med at få stillet den rette diagnose. På den måde kan du hurtigst muligt vende tilbage til din hverdag. Hvis du oplever smerter i knæet eller mistænker en korsbåndsskade, er du velkommen til at booke en uforpligtende konsultation og forundersøgelse. Du kan også kontakte os, hvis du ønsker mere information omkring korsbåndsskader. 

Der er lukket for kommentarer.